velse han var ganske ude af Stand til at vurdere, vilde støtte ham paa hans særlige Felt og oven-ikøbet komme med Indvendinger og Rettelser. Han var en stærk, viljekraftig Natur, hans Forkyndelse tog Sigte paa Mænd, der var stærke og alvorlige som han selv. Han trængte ikke til Hjælp af Børneblade og Børnebladsskribenter. Dette synes idetmindste at være den rimeligste Forklaring paa, at Snellman, næsten lige fra Begyndelsen af, i Saima overfaldt Topelius med det bitreste Fjendskab. Han anklagede ham ligefrem for at være en Hindring for Landets Fremskridt. Det var ham, der med sin evindelige Lovprisning af det bestaaende hindrede al Fremgang. Hvor skulde Folket kunne vækkes? Han lullede det i Søvn med Lovsange. Zachris fik Snellmans uforblommede Mening at vide om hans Leopoldsbreve, om hele hans Journalistik. Pjat, Smaatteril At Helsingfors Tidningar under hans Ledelse var blevet Landets mest ansete Blad, det var kun et Bevis paa Publikums daarlige Smag. Et Blad var ingenting, naar det ikke kæmpede for en politisk Overbevisning. Og Snellman vidste, hvorfor Zachris' Blad ikke havde nogen Overbevisning. Det stod ikke frit. Det var kun til, for at Udgiveren kunde have sin gode Fortjeneste af det. Alt dette kom som en Overraskelse for Zachris. Snellman havde hørt til hans Omgangskreds i Helsingfors og havde altid vist sig venlig sindet overfor ham. Hans Harme nu var heller ikke blot et tilfældigt Udbrud. Zachris kunde ikke tage et 238