Nummer af Saima i Haanden uden at støde paa snart et snart flere Udfald. Snellman gjorde Nar af hans Abonnementsindbydelse, kløvede Ord, stiklede og ståk, erklærede, at Zachris skrev om Ting, som han ikke vidste Besked om, søgte ihærdigt og hensynsløst at nedsætte ham overfor Publikum. Zachris forsvarede sig naturligvis. Han slog fra sig, som han havde slaaet fra sig oppe i Uleåborg, naar han blev pint af raa Skolekammerater. Men det var ingen let Opgave. Saima havde lige fra Begyndelsen af anslaaet en overlegen og myndig Tone. Det betragtede sig selv som det eneste virkelig fædrelandssindede Blad, og det havde en forbavsende Evne til at faa Folk til at se med dets Øjne. Det var heller ikke fri for, at Zachris selv lod sig fortrylle lidt af Saima. Han ransagede sig selv. Skulde der være noget i Vejen med hans nationale Troesbekendelse, siden Saima var ham saa gram? Maaske havde han ikke udtalt sin Overbevisning klart nok! Det Aar blev han anmodet om at forfatte Festskriftet til Foraarets Promotion. Det var et ærefuldt Hverv og noget, der blev lagt meget Mærke til. Nu vilde han benytte Lejligheden til at fremkomme med en klar og tydelig Udtalelse. Hans Digt begyndte med et Stemningsbillede fra en finsk Urskov. Ældgamle, mosgroede, ubevægelige staar Fyrretræerne, stille og ubevægelig ligger Fjeldsøen ved deres Fod, Stormen gaar hen over dem uden at rokke deres mørke Masser, 239