Vintre og Somre finder dem en9. Skovblomsterne vokser ved deres Fødder, de ænser dem ikke. De er uforanderlige, uimodtagelige, har hverken Ven eller Fjende, hverken Sorg eller Glæde. Disse gamle Træer er Symbol paa det uberørte Oldtidsfolk, der boer i Finlands Røgstuer, den Race, som endnu er frisk og sund, som, uskadt af Tidens Uro, bevarer svundne Tiders Tanker. En af de Tanker, som Sangeren har aflyttet det graa Oldtidsfolk, er, at Sangen er al Visdoms Moder, Men dette giver ham Lejlighed til forundret at spørge, hvordan det gik til, at det fattige Suomi-land havde faaet Sangens Gave. „Mørke morgnes dine Dage, sorgfuldt strækker sig din Hede, men din Sang er lys som Solen." Og for at forklare dette, synger han Kvadet om, hvordan Sangen kom til Finland. Den unge Väinämöinen var født den ene Dag i Väinögaardens Lunde, den næste Dag smedede han sig en Ganger og red med den ud paa Havet, paa vide, aabne Bredninger, hvor „med Ord han Holme skaber, lader Jord og Klipper fødes." Men inden Digtet gaar videre, skal det først fortælles, hvor Väinögaarden, den unge Kæmpes Hjem, havde sit Sted paa Jordens Kreds. Den laa i Altai, ved Jordens Hjerte. Og det Hav, som Ungersvenden havde redet over, det var den store Steppe uden Grænser, hvor „Hingstens Hove ikke vædes, Hestens Ledde ikke fugtes." Paa dette Ørknernes og Tundraernes Felt, fra Kem i Øst til Kymmene i Vest, vankede nu 240