Väinös Søn om i mer end syv hundrede Somre9 ja maaske i otte hundrede, og i den Tid strøede han sine Sønner ud ved Flodbredderne. Hundreder af Nomadefolk var disse hans Sønner, der blev saaet ved det uendelige Ørkenhavs Bredder og i dets Oaser: Kaievas og Väinös Æt, Ødemarkens ensomme, triste, storm jagede Skyer. Men efter disse otte hundrede Aars Omflakken skete det, at Väinämöinens Land blev hjemsøgt af en stærk Tørke. Baikals Cedre visnede, Saigas Antiloper vansmægtede. Väinämöinen selv led Tørstens Kvaler. Han fandt Vej til Angara, til Valmuefloden. Ogsaa dens Vand var tørret ud, og han klagede over, at han, den stærke og kyndige, ikke kunde skabe saa meget som en Draabe Vand. Da hørte han en Sølverdue synge paa Grenen over hans Hoved: „Kendte du Sangens Kilde, da forgik du ikke af Tørst paa Angar as Bredder. Da kunde du lokke Floder frem af Klippen, Kildevæld af Stengrund." Men idet Sølverduen sang saadan, forsvandt den med det samme, og nu gav Väinämöinen sig til at søge efter den. Søgte efter den fra Kem til Ob, fra Katunga til Tschulin, fra Om til Tara, han gik over Ural og søgte ved Maarernes Huler i Kunda, ved Vildændernes Flod, Suchona, ved Sai-mas svale Svanebølger, ved Päjänäs guldstænkede Vande. Her i Suomis Land fandt Väinämöinen omsider Fuglen, fangede den, satte den i et Bur af Sølv og befalede den at lære ham Sangen. „Ingen kan lære dig at synge," sagde Fuglen, Et Eventyr 16 241