„men gaa en Aften, naar Solen synker, alene ud paa Heden, og gem en Sorg i dit Hjerte! Da vil Sangen af sig selv vaagne i dit Bryst; thi Sangen er af Sorg oprunden." Denne Tale kunde den ædle Väinämöinen ikke forstaa. Han sørgede over, at han havde forladt Altai med alle dets Skatte for at jage efter en Fugl; han grebes af Hjemve. Men se, en Aftenstund, da han med denne Sorg i sit Hjerte vandrede over Heden, steg Sangen frem paa hans Læber, Ordets Magt fødtes i hans Sjæl, og sunken Sol i Skønhed gryede, blomstersmykt blev øde Hede, Hjertets Sorg i Sang forløstes. Blid da blev den vilde Väinö, og den vise Väinämöinen uden Guld og Sølversmykke vandt sig Sangens rige Lykke. Saaledes var Sangen kommet til Finland. Der var den vokset i Barndoms Uskyld, var modnet til Mands Kraft og Visdom og fejrede, ung endnu, sin Foraarsfest paa denne Dag, da de unge Väinäsønner laurbærkronedes. Og nu til sidst talte Sangeren til disse om deres Folk. Nat indhyllede dets Fortid, sagde han, men de nu levende saa dog med Kærlighed tilbage paa dets Barndoms Dage, paa Oldtidshjemmet og Stammefrænderne. Og det Raab, der nu genlød ved Irlands Floder, ved Böhmens Bjerge og ved Ungarns, at Folkene igen skal blive unge og vende tilbage til deres Ungdoms Sprog, det Raab havde vakt stærk Genklang mellem Suomis Fjelde. 242