Eet Folk! Eet Land! Eet Sprog! Een Sang, een Vilje! Fra Sø til Sø, fra Bryst til Bryst det bruser. Fra egne Kilder springe Suomis Floder, af egne Kilder rinde dets Fremtid frem! Saa havde da Zachris talt ud. Eet Folk, eet Land, eet Sprog! Det kunde ikke misforstaas. Det svensktalende Finland var ikke til for ham* Men intet kunde formilde Saimas Vrede. Det blev ved at drive Spot med alt hvad Helsingfors Tidningar indeholdt. Det troede ikke paa Alvoren i Zachris' finske Bekendelse. Det troede bestemt, at Digteren i sin Begejstring udtalte Ord, som ikke havde hjemme i den unge Redaktørs egen Sjæl. Det havde ogsaa Grund til denne Tro, thi Zachris kunde ikke sidde rolig og høre paa alt det om, at Finland ikke havde nogen Litteratur, at den finske Presse kun gav sig af med Ubetydeligheder og Pjat, at Landet ingenting havde lært i de seks hundrede Aar, det havde staaet under Sverige, at den nuværende Tilstand kun vidnede om Forfald og Vankundighed. Alt dette tog han til Genmæle imod og forsvarede det, der var faktisk og sandt, overfor denne strenge Teoretiker, der paastod, at alt var elendigt, fordi det efter hans Beregning skulde være det. Paa den Maade tvang Saima ved sin Urimelighed Zachris til endnu engang i dette samme Aar at spørge sig selv, hvad han egentlig vilde. Var han rede til at leve og dø for dette: eet Folk, eet Sprog, eet Land? Og denne haarde Retning, der skilte og udelukkede, var den i Overensstemmelse med den Regel, te* 243