han havde opstillet for sin Virksomhed? Hvorfor skulde det ene af de to Folk, der boede paa finsk Jord, ikke mere regnes med? Vilde ikke det gode Maal snarere naaes ved at man anerkendte Svenskernes Rettigheder og Fortjenester? Var det ikke aabenbart, at finsk Aand gjorde sig gældende i Landet, hvilket Sprog man saa brugte? Hvorfor ikke med Taknemlighed bevare, hvad man allerede ejede? Det var maaske ingen Mangel, det var maaske en Rigdom. Aldrig vilde han ophøre at arbejde for det forsømte Folk. Han haabede, at Finnerne i Fremtiden vilde smelte sammen til eet Folk, men han vilde ikke længere gaa Nationalismens stenede Vej, hvor der ingen Roser voksede. I sit Nytaarsnummer for 1845 bragte han et Opraab til Finlands Mødre. I det lagde han hele sin Sjæl. Den der læste det, maatte sige til sig selv, at her talte en Mand, som elskede det finske Folk af sit ganske Hjerte. Men alligevel fandtes der ingen uberettigede Krav, ingenting, som det var umuligt at gennemføre. Han vovede at rette den Bøn til Mødrene, til dem, der ledede de unges første Skridt, at de vilde lære deres Børn at elske deres finske Fædreland. I Finland var det jo saadan, at hele den dannede Klasse, Nitiendedel af Byernes Borgerskab og Haandværkere samt en stor Befolkning langs Kysterne var svenske af Dannelse og Sprog. En stor Del af Landets Ungdom hørte aldrig et finsk Ord i deres Hjem, vidste knap, at Landets væsentligste Befolkning var finsk. I Skolen lærte 244