Drengen mange Landes Sprog, men ikke sit eget Lands. Ingen havde sagt ham, at dette Folk ejede vidunderlig skønne Sagn og Sange. Som voksen betragtede han med Ligegyldighed den finske Folkemasse, der stod saa dybt under ham. Han skammede sig næsten ved at kalde sig deres Landsmand. Nu bad Zachris Mødrene om at hidføre en Forandring i disse Forhold. Ingen forlangte af dem, at de skulde forbyde deres Børn at tale Svensk. De skulde have Lov at elske den svenske Dannelse nu som før. Man forlangte kun det simple og naturlige, at de skulde lade deres Børn lære ogsaa det finske Sprog fra de var smaa. Mødrene havde det i deres Magt paa denne simple Maade at forene de skilte Folk. Hermed vilde alt være vundet. Svenske og Finner vilde smelte sammen. Fædrelandet vilde gaa en ny Tid i Møde, fuld af Enighed og Fred. Zachris havde hermed fundet det Standpunkt, som han ikke mere behøvede at forlade, men Saima var ham ikke mindre fjendsk fordi han havde trukket sig tilbage fra sin fremskudte Stilling. Bladet blev ved at ekse ham. Saima syntes i Zachris at se Repræsentanten for noget, som den vilde drive ud af den finske Natur. Maaske var han, uden at han selv anede det, for Saima en Repræsentant for det blide, elskværdige, maadehold-ne, for det i bedste Forstand svenske, som det var mere bange for end Kamplyst og Hovmod, fordi det inderst inde vidste, at overfor det maatte det komme tilkort. 245