Idé. Det var at forlade den Mark, hvor han havde strøet Sædekornet ud, uden at oppebie Høst og Afgrøde. Det var næsten at svigte sit Løfte til Fædrelandet. Paa den anden Side mente vist de fleste af hans Venner, efter Saimas Forfølgelse, at han ikke duede til Journalist. Moderen blandt andre skrev og spurgte, om det dog ikke var bedst at opgive Redaktørstillingen. Emilie skrev ikke noget af den Slags, men hun beskrev Kedsommeligheden i Nykarleby og talte om, hvor lykkelige de vilde blive, naar de flk deres eget Hjem. I Foraaret 1845 indgav han virkelig Ansøgning om Lektorembedet i Historie ved Vasa Gymnasium. Det skete med stor indre Modstræben og med et slet skjult Haab om, at han ikke skulde faa det. Men Emilie og hendes Slægt skulde ikke have det at sige, at han ikke vilde gribe Lejligheden, naar den tilbød sig. Han ventede imidlertid hver Dag, at der skulde ske noget, saa han kunde tage sin Ansøgning tilbage. Hvad det skulde være, kunde han ikke rigtig sige. Det var jo ikke umuligt, at han en skøn Dag paa Gaden traf en elskværdig Mand, der klappede ham paa Skulderen og sagde saadan noget som: „Jeg har fulgt Deres Virksomhed soni Redaktør. Jeg synes, det var Synd, om De skulde begrave Dem i Vasa. Jeg vil gøre noget for Dem. De skal ikke behøve at forlade Helsingfors." Men den elskværdige Mand viste sig ikke, og da gjorde Zachris en stor Anstrengelse for at 251