hjælpe sig selv. Han samlede sine lyriske Smaastykker og udgav dem i et lille Bind, der fik Navnet Ljungblommor. Vintergranen har sin Grønhed, og sin Duft har Ødemarken; Lyngen har sin blege Rødme, ja, selv Heden har sin Glæde. Skal da Menneskehjertet være fattigt mer end vilden Hede, sorgfuldt mer end Ødemarken, ingen fagre Blomster bære? Saaledes skrev han i Indledningsdigtet, og han havde Ret til at skrive saadan. Det var hans eget Hjertes Historie, der stod indridset paa de Blade, han bød Publikum. Hvad Formen angik, kunde man hist og her spore Efterklang fra andre Digtere, men Indholdet var i allerhøjeste Grad hans eget. Alt var selverfaret, alt var selvoplevet. Der var Ynglingens Trang til ved Natursymbolik at finde Bekræftelse paa sin Udødelighedslængsel, der var Kærlighedsdigtene til Emilie og til den mørke Kahrapige, der var Digte i Runometer, som var skrevet under Begejstringen for Kalevala. Der var ogsaa optaget en lille Begyndelse til et historisk Digt, inspireret af Jubelfesten, Sørge-digte over Henrik Backman, religiøse Digte, der var blevet til under Indflydelse af Pietismen, Digte ved Nytaar og ved Isbrudstid, der altid havde været hans specielle Fester. Han havde gennemlevet hele sit Liv, mens han ordnede de smaa Vers til Trykning. Det var naturligvis en uensartet Bog. Flere af 252