Digtene var skrevet inden han endnu vidste, hvad virkelig Inspiration vilde sige. Og selv efter at han havde erfaret det, kunde han, paa Grund af den uhyre Lethed, hvormed han skrev i bunden Stil, lade sig friste til smaa Rimerier, der ikke havde nogen Betydning. Men naar Hjertet var fuldt, naar det sukkede i Længsel, nagedes af Mismod, vaandede sig under forsmaaet Kærlighed, da var Sangen fuldtonende og gribende. Overalt fandt han Bekræftelse paa Sandheden af de Ord, som han udtalte i det af Digtene, han maaske selv satte højest: „Sangen er af Sorg oprunden." Da Bogen kom ud, lagde han Mærke til noget, som han blev baade glad og bedrøvet over. Hans Digte var som skabt af Luft, de havde intet Legeme, de var ikke andet end Duft og Tone. Adskillige Mennesker kunde heller ikke se noget i dem, de smaa Sange sagde dem ingenting, de var kun tom, klingende Lyd. Men saa var der andre, som havde noget indeni sig, et Minde, en Erfaring, der bævede og sitrede, naar de læste hans Vers, og disse tog dem op i deres Hjerte, næsten som om de var deres egne, de glædede sig ved at have fundet Ord for det, der havde rørt sig dybest i deres Sjæl. Det var vel nok de fleste, der modtog Digtene med Ligegyldighed, men til Gengæld var der jo ogsaa en og anden, der sagde: „Se, det er en Bog for mig. Saadan har jeg følt. Jeg har aldrig forstaaet Runeberg." Det var i Reglen beskedne Mennesker, der hav- 253