de ringe Tanker om deres egen Smag. Netop fordi de forstod Topelius, troede de, at han maatte være en ret middelmaadig Forfatter. Baad#e Venner og Fjender syntes saaledes at være enige om, at hans Bog ikke var noget Mesterværk. Den elskværdige Beskytter havde ingen Lejlighed til at komme frem, og Topelius maatte lade sin Ansøgning staa ved Magt. I September rejste han til Åbo for at forsvare nogle latinske Theses overfor Biskop og Domkapitel og desuden give nogle Prøvetimer, hvorved han skulde godtgøre, at han var skikket til Lektorembedet. Det var lange, kedelige Dage han tilbragte i den tidligere Hovedstad. Han var i Strid med sig selv. Snart ønskede han at have Held med sig, snart syntes han, det var bedst, om han ikke fik Embedet. Da hans Theses skulde forsvares, kom imidlertid Ærgerrigheden med i Spillet, saa han gjorde sit Bedste. Han kom ogsaa meget respektabelt fra Prøvetimerne og fik et godt Vidnesbyrd. II Aftenen inden Zachris skulde forlade Åbo gik han sig en Tur igennem Byen. Det var en smuk, varm Høstnat: mod Syd kom Maaneskinnet strømmende gennem et tyndt Skyslør, mens, fra et eller anden skjult Ildsted højt oppe i Zenit, uroligt sitrende Nordlys foer ned imod den nordlige Himmel. Luften var mættet med Elektricitet. Da Zachris paa sin Vandring kom forbi Åbo Domkirke, 254