var det, som om han saa et uroligt Lysskær flimre om de høje, spidse Buevinduer. Han blev staaende for at se nøjere paa dette Fænomen. Selv følte han sig nedtrykt, ja, angst; han havde en Forudfølelse af, at der vilde hænde ham noget frygteligt. Forgæves søgte han at trøste sig med, at der vel ikke kunde hænde ham noget værre, end at han ikke fik Embedet i Vasa, og det havde han jo hidtil ikke brudt sig saa meget om. Det vilde sikkert være det bedste for ham, om han kunde blive endnu en Tid i Helsingfors. Dette Aar var det gaaet endnu bedre med Bladet end de foregaaende. Emilie var rede til at vove det uhørte og gifte sig med en Mand, der ikke var andet end Bladredaktør. Men skønt han saaledes prøvede at tale sig selv til Fornuft, kunde han ikke gøre sig fri for den trykkende Følelse. Til sidst søgte han at overtale sig selv til at tro, at hans Uro stammede fra en eller anden ydre Aarsag, maaske fra et atmosfærisk Tryk, og ikke fra Bekymring for Fremtiden. Han blev saa meget mere bestyrket i denne Tro, som han pludselig saa Domkirkens kobber-takte Taarn lyse og skinne paa en underlig Maade. Korset i dets Spids var omgivet af ganske tydelige, hvidblaa Flammer. Der foregik noget deroppe; han saa en Flok Alliker forskrækket flyve deres Vej, ud i Natten. Pludselig slåp Angsten ham, og hans Hjerte begyndte at banke heftigt og forventningsfuldt. Han syntes, han blev Vidne til, at Aander steg ned til Jorden. Udødelige Sjæle, tænkte han, svævede nu ned til deres Legemer, 255