som smuldrede i Gravkamrene under Kirkens Gulv, forenede sig med dem og vakte dem til Live. Nu samledes Kannikerne paa ny i deres Korstole, Biskopper forrettede en stille Messe ved det dunkle Alter. Paa en Tronstol lige under Prædikestolen sad en Dronning, omgivet af sin Hofstat, men de fordums mægtige Lensherrer paa Åbo Slot laa paa Knæ paa Trappetrinene, der førte op til Koret. Zachris maatte le ad sig selv. For et Par Dage siden havde han læst en Bog af Justinus Kerner, denne Mysticismens Apostel; den var det naturligvis, der havde fremkaldt disse Fantasier. Dæmoner og Aander havde omsvævet ham under Læsningen. Der var især en Historie om en Ring, som havde tiltalt ham i høj Grad og sat hans Indbildningskraft i Bevægelse. Havde han haft denne Ring paa sin Finger, vilde han nu have gaaet hen til Kirkens Port og forlangt at blive lukket ind. Og de døde vilde ikke have vovet at negte ham det. Han vilde blive indladt i denne Forsamling af Skygger. De vilde skrifte deres Livs Hemmeligheder for ham. Han vilde trænge ind i sit Lands Historie som ingen Mand før ham. Den lumre Natteluft, den gamle Domkirke havde hensat ham i en virkelig Spøgelsestemning. Han ventede næsten, at hvide Skikkelser snart skulde komme til Syne rundt om ham. De døde, der hvilede udenfor Kirken, vilde naturligvis ogsaa staa op af deres Grave. 256