„Maaske de allerede er her," sagde han til sig selv. „Det er bare mig, der ikke kan se nogen-ting." Han betænkte sig et Øjeblik, saa tog han en Nøgle op af Lommen og holdt den for sit højre Øje. Gamle Brita paa Kuddnäs havde jo lært ham, at hvis man ved Nattetid paa en Kirkegaard saa igennem et Nøgleøje, saa vilde de døde vise sig. Næppe havde han sat Nøglen for Øjet, før han saa en Skikkelse skille sig ud fra Nattemørket og ile hen imod ham. „Det dér er ikke noget virkeligt Menneske," tænkte han, men blev dog slet ikke bange. Han følte blot en meget stor Forbavselse. Thi han vidste, at det Væsen, han saa, hverken var død eller levende, men kun et Foster af hans egen Fantasi. Men aldrig før havde han oplevet noget saa vidunderligt, som at et Billede, hans egen Hjerne havde skabt, kunde træde frem for ham og røre sig med selvstændigt Liv. »Jeg drømmer selvfølgelig," tænkte han. Han hørte, at Skikkelsen, der var kommet hen til ham, spurgte, om Hr. Licentiaten ikke vilde gøre ham den Ære at aflægge et Besøg i hans Arbejdsværelse oppe i Kirketaarnet. „Jeg drømmer selvfølgelig," tænkte Zachris endnu engang. Men han vidste godt, at han var lysvaagen, og at han oplevede noget højst vidunderligt. Noget indeni ham havde skabt denne Skikkelse, som han daa for sig. Noget indeni ham sagde og gjorde alt det, som Skikkelsen sagde og gjorde. Men dette noget stod paa ingen Maade under hans Viljes Et Eventyr 17 257