sammen til at svare hverken Nej eller Ja, og Manden, der havde talt til ham, begyndte igen. „De venter sikkert, min Herre, at jeg skal præsentere mig. Mit Navn er Weis, Dr. Martin Weis, tysk af Fødsel, men jeg forsikrer Dem, min Herre, jeg har mine Papirer i Orden og opholder mig her med Myndighedernes gunstige Tilladelse. Og nu udbeder jeg mig endnu engang et Besøg i mit Taarnkammer." Et Øjeblik faldt det Zachris ind, at han havde med en gal Mand at bestille, men Manden talte dog helt fornuftigt og hans Ansigt havde ikke noget af den vanvittiges ligesom udviskede Træk. Her var en Aand, der stod paa Højden af Energi og Intelligens. Manden var uden videre begyndt at gaa i For-vejen henimod Kirken, og Zachris fulgte ham. De naaede snart en lille Dør, der rimeligvis blev brugt af Kirkebetjentene eller af Taarnvægteren og før-» te ind i Vaabenhuset. Her i det tætte Mørke tog Dr. Martin Weis Zachris ved Haanden og ledte ham hen til Taarntrappen, som han gik meget hur* tig op ad, ligesom for ikke at give Gæsten Tid til at trække sig tilbage fra Eventyret. Maaske det var af samme Grund, at den mærkværdige Mand hele Tiden talte uden at vente paa Svar. „Hvor gammel tror De, jeg er, min Herre? De gætter maaske paa en firsindstyve eller halvfemsindstyve Aar? Læg een Gang firsindstyve til og saa firsindstyve til det, saa kommer De Sandheden noget nærmere. Jeg var Barn, da den store 17* 259