Gustav Adolf kom dragende til Tyskland, og jeg husker ham endnu helt godt. Jeg sad paa min Moders Arm, da Befolkningen i Naumburg kyssede hans Elgskinds Køllert. Jeg har kæmpet baade under Turenne og Condé. Senere vendte jeg tilbage til mine Studier, arbejdede under Leibnitz i Tyskland, under Newton i England. Kort sagt, jeg har udforsket mange Hemmeligheder, som man i Deres Tid knap synes at have nogen Anelse om. Jeg har fundet Livselixiren, der er den største af alle Hemmeligheder og er en Udstrømning af den Substans, som holder hele Verden i Live. Men nu ser jeg, at vi har naaet Maalet for vor Vandring." Han slåp Zachris' Haand og aabnede Døren til et lille Kammer, der egentlig syntes bestemt til at være et Tilflugtsted for Taarnets Vægtere. Saa lille det var, blev det endnu mindre ved, at omtrent Halvdelen af Pladsen optoges af en stor Ovn, i hvis Ildsted der brændte en stærk Kulild. Paa Ovnen laa flere Digler; paa Hylderne, der dækkede Kammerets Vægge, stod Retorter, Flasker, og mørke, ubekendte Genstande, som i den usikre Belysning fra Kulilden ikke nærmere kunde bestemmes. Havde det ikke været saa ganske umuligt, vilde Zachris have troet, at han var kommen ind i en Guldmagers Værksted. Her havde han imidlertid Lejlighed til nærmere at betragte den Mand, der havde ført ham til sit Laboratorium, og som fortalte, at han vai* fra Gustav Adolfs Tid og kendte Livselixirens Hemmelighed. Han var mager og bøjet og bar endnu 260