„Lejlighed, hvordan det?" spurgte Zachris forundret. „Jeg mener, hvad jeg siger. Lige siden De kom til Skels Aar og Alder har De kun tænkt paa at skabe Lykke for Deres Fædreland. Det er først nu--- „De mener, Dr. Weis?" „Først nu ved denne Rejse til Åbo har De vist, at De tænker paa Deres egen Lykke. De vil stifte Hjem, De vil gifte Dem, De vil have en god, sikker Stilling. Nu maa Ringen have Værdi for Dem." „Og hvis jeg nu alligevel ikke tager imod den?" „Jeg besværger Dem," sagde Doktoren, „overil Dem ikke I Ringen er uvurderlig. Mærk Dem dog een Ting! Under hele Deres Opvækst har den været opbevaret her i Åbo Domkirke blandt alle andre dyrebare Klenodier. Men Åbo Domkirke, min Herre, den er ved sine Minder, ved sin Historie, ved de døde, der hviler her, den er saa at sige det finske Folks Moderhus. Naar en saadan Skat bevares her, saa indvirker det paa hele Deres Land. Nuvel, De maa erkende, at en usædvanlig Lykke har tilsmilet Finland i de sidste Aartier." „Åbo brændte dog," bemærkede Zachris. „Er ikke en Ildsvaade i en gammel By stundom en ren Velgerning?" svarede Doktoren. „Se nu!" sagde han og greb igen Zachris om Haandleddet. „Lad mig nu sætte Ringen paa! Den Lykke, som Deres Land nu nyder, vil i forøget Maal gaa over paa Dem. De skal blive beundret for alt hvad De skriver. De skal vinde Folkegunst, Kongegunst, 265