mærkelige lille Domkirkelaboratorium med Ringen paa Fingeren og den store Glaskugle foran sig. Da Zachris nu gav sig til at undersøge Glaskuglen nærmere, skete der virkelig noget forunderligt. Paa en Maade, som han ikke kunde forklare sig, syntes han samtidig at se ind i sit eget Indre. Det forekom ham, at der i hans Hoved, i hans Hjerne, ogsaa maatte være saadanne mellem hinanden bølgende Taagemasser, saadanne ubestemmelige smaa Røgskyer. Mens han stadig saa ind i Glaskuglen, mærkede han, at Skyerne i hans Indre, eller maaske de i Glaskuglen — han kunde ikke længer skelne dem fra hinanden — begyndte at faa Form, og han genkendte dem som Erindringer. Han saa, at nogle af disse Skyer var Erindringer fra Tiden i Uleåborg, da hans Fantasi først var blevet sat i Bevægelse ved Romanlæsningen. Han skimtede Billedet af et Væsen, som han havde skabt deroppe, og som saa at sige havde været Dronning i alle hans Drømme fra den Tid. Det var en Kvinde, han aldrig havde set, men som han havde elsket af sit ganske Hjerte. Hun var overordentlig skøn, mørk, sydlandsk, stolt, lidenskabelig, af høj Byrd; altid elskede hun en stor Helt, som Zachris ikke formaaede at overstraale, hvorfor han bestandig forgæves maatte bønfalde hende om Kærlighed. Saa viste der sig i Kuglen Erindringer fra hans Skoletid, Bedrifter, som han havde udført i sine egne Tanker, hjemme i sin Stue, maaske efterat 267