han var blevet pryglet og ilde tilredt af de stærkere Kammerater. Der kom Eventyr, som han havde oplevet i den lille Stue hos Runebergs, efterat han havde læst Fryxells Historie, der saas Glimt fra Reins Forelæsninger og alt hvad han havde fantaseret om, mens han hørte dem. Der kom Erindringer fra hans bestandige lange Rejser paa Landevejen. Hvad havde han ikke altsammen oplevet, mens han kørte frem og tilbage til Skolen og Universitetet! Han var faret vild i Snevejr og kommet til hemmelighedsfulde Gaarde. Mangen Gang havde han redet hele Vejen som en finsk Dragon, mangen Gang havde han kørt den i en Konges Guldkaret. Saa kunde det ske, netop som han kom hjem til Nykarleby, at han blev modtaget med Efterretningen om, at Mathilda Lithén var blevet bortført af en eller anden fornem Herre. Da havde han, træt af Rejsen som han var, kastet sig i Sadlen for at frelse hende. Hesten havde han sprængt under Forfølgelsen, men saa stjal han en Slæde, Slæden blev siddende fast i vældige Snedriver, han ilede videre paa Ski. Han fulgte efter Flygtningene til Uleåborg, til Haparanda, langs hele den bottniske Bugt. Men han var ikke altid Forfølgeren, undertiden var han ogsaa en jaget Rømningsmand. Han flygtede for fulde Sejl i en rasende Storm, han sneg sig ind i mørke Skove. Han havde som en Fange, der vendte hjem fra Rusland, gaaet og søgt efter sit ødelagte Hjem, han havde gennemlevet hele „Den store Ufreds" Elendighed. Der kom Drengeaarenes Drømme om Mathil- 268