da. Hun var den blonde nordiske Kvinde, af ringe Herkomst, dydig men, ligesom hans mørke Drømmebillede, utrolig skøn. Ædelbaarne Mænd bejlede til hende. Hun var ikke altid lykkelig, men hun havde Evne til Udvikling, hun kunde blive klog, virksom, kraftig, styre baade Børn og Gods, naar hun blev ældre. Der var Zachris' barnlige Tanker om en Stjerne, som raadede for hans Skæbne, der var hans haardnakkede Tro paa, at hans gamle Barnepige, Brita Kiviranta, dog i Grunden var en finsk Troldkvinde, der var alle de underlige Historier fra Justinus Kerners Magicon og meget andet af samme Slags. Og endelig var der i Glaskuglen foran ham alt hvad han virkelig vidste, alt hvad han havde set, alt hvad han havde lært, hele hans Sjæls Indhold kunde man næsten sige. Det bølgede frem og tilbage, op og ned, som Røgskyer gør. Det formaaede ikke at ordne sig til virkelige Billeder. Men paa een Gang følte Zachris et svagt Tryk af Ringen, der sad paa hans Lillefinger. Fra Fingeren gled der en varm Strøm igennem Armen og Hovedet helt op i hans Hjerne. Og fra dette Øjeblik af begyndte alle de underlige Bestanddele, der var samlet i Glaskuglen, at ordne sig og faa Form. Zachris saa Mennesker, Træer, Heste, Steder. Han hørte Tale, han læste Tanker. Det var altsammen Stof fra hans egen Hjerne, men det ordnede sig, det føjede sig sammen til en Historie. Ringen begyndte at fortælle ham sine Oplevelser. Det var det vidunderligste, der nogensinde var 269