hændt ham. Han kunde ikke sige, at her var Tale om Trolddom. Det kom altsammen fra ham selv, ud fra helt naturlige Forudsætninger. Men nu kunde han, takket være en uhyre forøget Kraft hos Fantasien, se en lang Sammenhæng af Begivenheder. Han gennemlevede Menneskealder efter Menneskealder. Han fulgte hele Slægters Liv i deres forskellige Medlemmer, saa Forældre dø og Sønner tage fat. Han saa Typer og Karakterer. Han oplevede et helt Epos, et Finners og Sven«» skes Heltedigt. Saadan sad han i Timevis og fulgte den lange Kæde af Begivenheder, der udfoldede sig for hans Øjne. Han lo og han græd, han var lyksalig og begejstret. Han var vred og rasende. Ringens Oplevelser forekom ham herlige, uforlignelige. Saadan sad han endnu, da en Dør omsider gik op, og Doktor Weis ståk Hovedet ind. „Solen er sin Opgang nær," sagde han. „Natten er snarlig forgangen. Hvad har De bestemt Dem til, min Herre?" Zachris foer op af sine Syner, forvirret som en der drømmer. Han saa ned paa Ringen paa sin Haand. Hans første Tanke var, at han elskede den, at intet skulde bevæge ham til at skille sig ved den. Han saa op paa Doktoren for at sige ham dette, men Doktoren havde ikke ventet det Blik. Hans Ansigt afspejlede, altfor tydeligt de Følelser, der besjælede ham. Det udtrykte en satanisk Glæde, et fanatisk Had, den faldne Aands Fryd ved at se en ædel Sjæl gaa i den samme Fælde, hvori han selv var blevet fanget. 270