dannet sig af Byrder og Lænker, det skulde nu forsvinde. Men rummede det da ikke en Fare at synge disse Sange om Frihedens Vaar, der blev modtaget med saa stor Jubel, der var ligesaa velkomne som det virkelige Isbrud? Jeg mener ikke den Fare, at højere Vedkommende kunde have forstaaet, hvad der laa bagved Ordene og sendt Digteren til Sibirien, den Fare havde mindre at sige; nu tænker jeg paa Faren for, at hans egne Landsmænd maaske havde forstaaet ham altfor godt og var begyndt at se hen til ham som deres Fører i en kommende Frihedskamp. Men kunde noget saadant i Grunden passe for en Mand med et Program som hans? Det er ingen voldsom Omvæltning, en saadan Reformator kræver. Republik eller Kejserdømme, Enevælde eller Demokrati, hvad bryder han sig i Grunden om det? Han ønsker en Sjælenes stille Omdannelse. Han ønsker Lov og Orden, fordi det er det sunde og rigtige, og han hader Selvtægt ligesaa meget som Undertrykkelse. Hvad har han at vinde ved Omvæltning og Nedbrydning? Han er en Beskyt* ter af det gamle og en Elsker af det ny. Han ved, at hvad der er vissent, forsvinder af sig selv, og at det gode vokser bedst uden Haglbyger. Han vidste fremfor alt, at det, han vilde, var muligt. Han havde nu Rosenhaven om sig alle Dage, ikke digtet, ikke langt borte, men indenfor sine egne Vægge, Ligefra de blev gift havde Emilie og han sluttet sig til hinanden i fuld Enighed og Tryghed. Jo bedre han lærte den elskede at 276