kende, desto mere godt fandt han hos hende, og den samme Erfaring gjorde hans Hustru med Hensyn til ham. De forstod begge to den Kunst at tage vel Vare paa hver enkelt af Livets Dage og gøre dem lyse og lykkelige. De smykkede deres Hjem, ikke alene med godt Humør og Samdrægtighed, men ogsaa med Musik, Poesi og fornøjelig Omgang. Da der senere kom Børn, saa der i Hjemmet hørtes Pludren af spæde Stemmer og Trampen af smaa lette Fødder, kan man ikke undres over, at Topelius saa Rosenhaven virkeliggjort og ikke tvivlede om, at den samme Velsignelse kunde blive hele hans Folk til Del. Han var jo ikke andet end en stakkels Bladredaktør, og hans Indtægter var saa smaa, at han for at skaffe Udkommet maatte give Undervisning ved Helsingfors Lyceum og paatage sig Smaa-bestillinger som at gøre en Slags Assistenttjeneste ved Universitetsbiblioteket og skrive Teksten til „Finland i Tegninger". Han havde ganske vist ikke gode Dage i almindelig Forstand. Hans Hus var møbleret med de allerede udtjente Ting fra hans Studenterhybel og for Resten med gamle Stole og Borde, som han havde købt paa Auktioner. Et Flygel var der, men det var lejet, og hans unge Kone havde i lang Tid ikke noget bedre Spejl end det, der sad i hans gamle Rejseskrin. Sygdom og Død havde ogsaa været Gæster i Hjemmet, men man forsømte aldrig der at glæde sig over det skønne og fornøjelige i Livet. Dette gav ham ogsaa Kraft til at udfolde hele sin Elskværdighed i sit Blad. Han havde virkelig Ret til at tilraabe 277