mand, han der havde digtet den finske Marseillaisen og Foraarssangene ? Skulde det vise sig, at hans Frihedsideal var af en anden Art end Ungdommens, da kunde der let opstaa et Brud med den fortørnede Kammeratkreds. Det var ikke fri for, at der allerede lurede en stille Mistanke i Kredsen. Saima havde jo udpeget Topelius som Angiver, og Erindringen herom var ikke helt død. Man fandt ham ogsaa ved flere Lejligheder lovlig forsigtig, lovlig tilbageholdende. Der havde dog ikke været nogen virkelig Grund til at mindes den stygge Bagtalelse. Men saa kom 1848, det store Frihedsaar, det gale Aar, det ny 1789, som Topelius kaldte det. Den ene Trone efter den anden rystedes af Omvæltninger, og Ungdommen stod i lys Lue af Begejstring. Revolutionsrusen kom listende som Ild i Lyng. Man lagde ikke Mærke til den, før den pludselig flammede op. Den ene Dag var den her, den anden der. I Stockholm sporedes der Tegn til den. Det syntes ikke umuligt, at den kunde snige sig op til Helsingfors. Ogsaa der gik de unge og ventede paa en stor Omvæltning, der skulde omstyrte alt hvad der var blevet til i Wien 1815; man ventede Kongedømmers og Kejserrigers Fald. Man drømte om Frihed for alle undertrykte Folk, først og fremst for det finske. Topelius' Sjæl var ogsaa fuld af Frihedsjubel, men hvad han haabede, var ikke helt det samme, som Ungdommen ventede. Han ønskede, at alle ulovlige Indgreb, Censur og Tyranni, skulde for- 279