svinde fra det offentlige Liv, og at man omsider skulde vende tilbage til fuldkommen Ro og Orden. Samtidig havde han et aabent Øje for den uhyre Fare, der vilde opstaa for Universitetet, ja, for hele Landet, hvis der blandt finske Studen* ter sporedes altfor stærke Sympatier for Frihedsbevægelserne. I Løbet af Foraaret gjorde han gentagne Gange i sine Leopoldsbreve opmærksom paa de Fordele, Finnerne nød under russisk Scepter. Fred fremfor alt, men ogsaa Mulighed for økonomisk og kulturelt Fremskridt. Landets Kræfter var i Vækst, og de burde.spares, saa at Finnerne en Gang kunde træde frem som Førere for de beslægtede Nomadefolk mod Øst, der af dem ventede Befrielse fra Vankundighed og Barbari. Paa samme Maade optraadte han i den öster-bottniske Afdeling, som en Forkæmper for Maadehold og sund Fornuft. Der havde man under Indflydelse af Frihedsrusen bestandige Sammenstød med Myndighederne. Topelius var nu ikke længer Kurator, men han var stadig Medlem af Afdelingen, og han søgte ved fornyede Advarsler at faa de unge til at forstaa, at Tiderne var farlige* og at det nu var nødvendigt at være mere end almindelig forsigtig. Men Studenterne begyndte at finde hans Optræden mere og mere mistænkelig. Dette var ikke hvad de havde ventet sig af Frihedens Digter. Saa hændte det, at Zachris i et af sine Causerier kom til at skrive nogle Ord om den finske Flegma. Den fornegtede sig ikke, om ogsaa Verden stod i 280