Men man maa jo huske, at her i denne Afdeling følte han sig ligesaa tryg som et Barn i sine Forældres Hus. Han havde givet den saa meget af sin Tid, saa meget af sin Interesse. Her havde han været Bibliotekar, Bladudgiver, Digter, Kurator, Protokolfører. Her havde han holdt sine store Foredrag, her sang man hans Sange, deklamerede hans Vers. Her var han blevet venligt hyldet, han var Ven og Duskammerat med Medlemmerne, kendte dem, baade unge og gamle. Her ventede han mindre end noget andet Sted i Verden at møde Fjendskab og Mistanke. Han, der ikke havde den virkelige Talers Evne til lynsnart at kunne give et knusende Svar, rejste sig nu uden rigtig at vide, hvad han skulde sige. Han sagde, at han egentlig ikke havde anden Forklaring at give, end at han i Bladet havde fortalt om, hvad han selv havde set. Mens han sagde disse Ord, mærkede han dog, hvordan Stemningen var. Han saa, at Kammeraterne sad der med stramme, fjendske Ansigter. Han forstod, hvad der laa bagved Angrebet: man holdt ham for Spion og Angiver. Han var ikke længer blandt Venner. Han talte til en Skare strenge Dommere. Disse Mænd følte ikke noget for ham, mindedes ikke noget af hvad han havde været for Afdelingen. Han havde haft i Sinde at behandle det hele som en Bagatel, men han betænkte sig. I Steden for spurgte han i stærk Bevægelse, om Afdelingen mente, Studenterkorpsets Ære var krænket ved hans Udtalelser i Bladet. 282