Han fik straks det Svar, at det var netop hvad de mente. Da rejste han sig paa ny og erklærede, at naar dette var Tilfældet, kunde han ikke længer blive staaende i Afdelingen. Han vilde altsaa nu sige den Farvel. Han ventede sagtens, at man skulde holde ham tilbage, og Kuratoren, Fredrik Cygnæus, rejste sig ogsaa straks og bad ham blive og frafalde sin Beslutning, men ingen af de andre rørte sig. Alle hans Landsmænd sad der med den samme kolde, tillukkede Dommermine. Han forandrede følgelig ikke sin Bestemmelse, men forlod Mødet. Da han kom hjem, fandt han de Ord, som han i den første Overraskelse havde manglet. Han skrev dem ned, og ved næste Møde læste Kurator dem op. österbottningerne hørte paa denne Redegørelse, der var gennemstrømmet af Kærlighed til Afdelingen og Kammeraterne, men den rørte dem ikke. De lod sig ikke rokke fra deres Mistro, og Skrivelsen blev uden videre lagt ad acta. Der var dog dem, der ønskedé at gøre det godt igen. Kurator og nogle andre gjorde et Afskeds-gilde for Topelius. Ög lidt efter lidt jævnede det hele sig. Han blev indbudt til alle Afdelingsfester, og han kom. Derimod var der ikke Tale om, at han igen skulde være Medlem af Afdelingen. Og muligt er det jo, at der blev nogen Mistænksomhed tilbage i Sindene. Man spurgte hinanden, om der dog ikke havde ligget en Følelse af Skyld 283