bagved hans hastige Flugt fra Afdelingen. En og anden foresatte sig, at han nok skulde holde Øje med den Redaktør. II At være hadet, hvor man har troet sig elsket, foragtet, hvor man troede sig æret, ilde set, hvor man troede at være en velkommen Gæst, det var det bitre, Zachris nu oplevede. Han søgte at komme over det ved at tænke paa Kammeraternes Dumhed og Haardhed, han søgte at se paa hele Tildragelsen med kold Foragt og sige til sig selv: „Ja, saadan er Menneskene I" Men det blev han heldigvis ikke staaende ved. Han gav sig i ydmyg Selvransagelse til at tænke over, om det var de unge alene, der havde Skylden. Maaske han selv havde været den første Aarsag til Misforstaaelsen. Han granskede sine Sange, og han kunde ikke negte, at de jo havde varslet Revolution og voldsom Omvæltning. Ja, hvis man endelig vilde, kunde man jo nok tro, at han med det milde Vindpust, som lik Kæmpekræfter og drog ud for at sprede al Mørkets Magt, havde ment sig selv. Havde man udlagt hans Digt paa den Maade, saa kunde han forstaa den Skuffelse, han havde beredt de unge; han behøvede ikke at foragte dem eller tro altfor ilde om dem. Paa den Maade blev det muligt for ham at tage imod det Fredstegn, som österbottningerne sendte ham, idet de indbød ham til som Afdelingens Gæst at komme til Stede ved Studenternes Maj fest, der 284