SANGE TIL LYSET Der kan være Tider, hvor man har maattet pleje en syg Ven. Da har man udstaaet megen Bekymring, har maattet give Afkald paa Søvn og Magelighed; maaske man har været saa træt, at man var nær ved at segne, men bagefter har man alligevel sagt til sig selv: „Det var en god Tid, en lykkelig Tid. Da savnede man mig, naar jeg gik, og var glad, naar jeg kom igen. Da gjorde jeg <javn, da formaaede mine Ord at trøste og opmuntre. Jeg ved ikke, hvor jeg fik Kræfterne fra til at gøre det, jeg gjorde, men det gik." Noget i den Retning følte sikkert Zachris Topelius ved Tanken om de Aar, der fulgte efter 1848. De var fulde af Bekymring og Uro, af et næsten overmenneskeligt Arbejde; men hans Sang og hele hans Forfatterskab skænkede i de Tider hans Landsmænd Trøst og Glæde, og ved Bevidstheden derom voksede hans Kræfter paa en Maade, som han vel næppe kunde have tænkt sig. Han følte en uudtømmelig Rigdom i sig. Senere regnede han vistnok disse Aar for de lykkeligste i sit Liv. Havde 1848 været Foraarsstormens Aar, saa J>lev 1849 °g de fire følgende Aar Efteraarsmør- Bt Eventyr 19 289