kets. Frygt og Mistænksomhed havde grebet Fyrsternes Hjerter. Frygt og Mistænksomhed havde i maaske endnu højere Grad bemægtiget sig alle dem, der dannede Tronernes Livvagt. For første Gang efter Erobringen erfarede man i Finland, hvad russisk Despotisme førte i sit Skjold. Tidligere havde man nærmest følt den som en hindrende, hæmmende Magt; nu begyndte den at skride ind mod den Smule der var af borgerlige Rettigheder. Allerede 1848 kom der skarpe Pressebestem-melser, men i første Øjeblik lagde man ikke saa megen Vægt derpaa, Forhaabningerne holdt sig endnu i Live. Det var først i 1849 Skuffelsernes Tyngsel begyndte at lægge sig over Sindene. Da blev alle Oprørsbevægelser i Udlandet undertrykt, og man indsaa, at der ikke længer var Haab om at befries fra Selvherskerdømmets Luner og Spøgelsefrygt. Hvad man i disse Aar med Angst og Bæven ventede, var intet mindre, end at Universitetet skulde blive lukket, eller om ikke lukket, saa omdannet til en Embedsmandsskole efter russisk Mønster, hvor ingen fri Forskning var tilladt. Der var bestandige Rygter herom i Omløb Landet over, og de vakte en Følelse af, at man snart vilde synke ned i en evig Nat. Det var naturligvis Ungdommen, det faldt sværest at sige Farvel til Frihedsdrømmen, og i Helsingfors levede man i bestandig Uro for Studenternes Forløbelser. Og det havde man ogsaa al Grund til. österbottningerne havde for Eksempel 290