ved en af deres Fester behandlet Kejserens Buste med Ringeagt. Dette blev indberettet paa højeste Sted, og straks hed det, at Czaren var vred, og at Universitetet skulde lukkes. De stivnakkede österbottninger maatte ovenikøbet bekvemme sig til at gøre Afbigt. Kort efter skete der en ny Skandale. Professorposten i Filosofi var blevet ledig, og da Snellman ikke fik Embedet, skønt næsten hele Kollegiet havde stemt paa ham, saa trakterede Studenterne hans heldige Medbejler med en Pibekoncert. Paa ny troede man, at Universitetets Tilværelse stod paa Spil. I Wien begyndte det ogsaa med Pibekoncert, skal Kejseren have ytret. Begivenheden fik dog ikke saa ulykkelige Følger, men fra den Dag af taltes der med bestandig større Sikkerhed om, at Universitetets Statuter efter højere Ordre skulde omarbejdes. Aar 1850 udladede Tordenskyen i Øst sig med et Lyn, idet en allerhøjeste Ukas forbød, at der paa det finske Sprog maatte trykkes andet end Bøger af religiøst eller økonomisk Indhold. De Skolebøger og Leksika, der allerede fandtes, maatte optrykkes igen, men til ny Bøger af den Art krævedes særlig Tilladelse. Romaner, saavel originale som Oversættelser, var fuldstændig forbudt. Det var at dømme et helt opvaagnende Folk til at vende tilbage til sin aarhundredlange Søvn. Det var at slaa Bom for den ungdommelige Begejstring, der vilde ofre sig for det forsømte Folks Oplysning. Det var et saa uretfærdigt Indgreb i et lovlydigt Folks Rettigheder, at den mest forstok- 19* 29I