kede Royalist maatte kunne se Faren ved Enevælden. Det var at erklære for den ganske Verden, at Selvherskerdømmet havde gjort sig til Forsvarer af Mørket, Vankundigheden, Barbariet. 1851 kom med ny Kvide. Storfyrstronfølgeren, som var det finske Universitets Kansler, havde den 11. Januar beklædt dette Embede i 25 Aar. Dagen blev fejret i Helsingfors med stor Højtidelighed, blandt andet gjorde Vicekansler Nordenstam et stort Bal, hvortil han indbød de Studenter, der var i Byen i Juleferien. Men de udeblev allesammen fra Ballet for at give deres Mishag til Kende, ikke med Tronfølgeren, der var almindelig elsket, men med Vicekansleren, der plagede dem med strengt Polititilsyn og med en Mængde unødvendige Paabud. Paa ny var Kejseren vred, paa ny var Universitetet i Fare. Baade Rektor og Vicekansler kaldtes til St. Petersborg. Der blev givet Forklaringer, der blev gjort Undskyldninger. Man søgte paa enhver Maade at afvende den truende Ulykke. Det syntes dog uundgaaeligt, at Demonstranterne vilde blive bortvist fra Universitetet. I over to Maaneder levede man i Uro og Spænding i den Anledning. Men den 14. Marts kom Tronfølgeren til Helsingfors. Han sammenkaldte Studenterne, holdt en Formaningstale til dem og benaadede de skyldige. Jubelen var stor. Hvor trykkende havde Luften ikke været lige siden Jul 1 Nu kunde man igen trække Vejret. Topelius var Tolk for alles Følelser i det smukke Digt, han tilegnede Storfyrsten. 292