„Du har værnet Lysets Gerning," tilraabte han ham, „saa længe Dagen gryer, vil vi bevare dig i taknemlig Erindring." Kun en kort Stunds klar Himmel! Snart trak Skyerne sammen igen. De onde Rygter fyldte sta* dig Sindene med Uro. For Zachris Topelius stod Magten mod Øst som en tordensvanger Sky. Han syntes, han kunde se den komme nærmere og nærmere. Snart havde man den lige over Hovedet, snart vilde den udlade sit Indhold, kvæle alt Liv og udbrede Nat og Dødskulde. Derfor skrev han næppe et eneste Digt i disse Aar, hvor han ikke udtalte sin Rædsel for Mørket og anraabte Lysets Magter om Hjælp. Zachris og Emilie havde haft en højt elsket lille Søn, der i Sommeren 1850 var død paa Kudd-næs af Skarlagensfeber. Da Zachris som sædvanlig næste Sommer var hjemme hos sin Moder, gik han ofte ud til Graven paa Kirkegaarden, hvor nu hans Fader og hans Søn slumrede Side om Side. Der sad han en Aften i stille Betragtning. Nu syntes han, at han bedre end nogensinde før kunde forstaa sin Fader og den store Kærlighed* denne havde haft til ham. Faderen havde i Sønnen set den, der skulde fortsætte hans Gerning. Under den lammende Sygdom havde den Tanke trøstet ham, at han opdrog en Tjener og en Hjælper for sit Folk. Zachris syntes i dette Øjeblik, at hans Fader havde været meget lykkelig. Han, der nu stod ved 293