hans Grav, var jo i disse Tider lammet ligesom han, ligesaa lidt i Stand til at hjælpe sit Land. Og han havde ingen Søn, til hvem han kunde sige: du skal gøre det, du skal optage min Gerning og føre den lykkeligt til Ende. Sorgen og Savnet tyngede hans Hjerte, og han gav sig til at hviske nogle Ord til den lille, som hvilede dernede. O, du skulde blevet engang som Mand dit Folks Oprejsning og Ære, og du skulde kunnet, hvad jeg ikke kan, og Sejr vundet dit Fædreland i Gerning, i Ord og i Lære. O, du skulde staaet i Aandens Hær og været den første i Striden, og du skulde løftet som Ild og Sværd mod alt det mørke og usle her din hævnende Haand i Tiden. Dette formede han senere til et Digt, baaret af en stor og inderlig Følelse, og kaldte det En lille Dreng. Men han vilde sikkert aldrig have kunnet give det den Skønhed og Dybde, hvis ikke hans Fader og hans store Kærlighed havde været nærværende i hans Tanker sammen med Sønnen. Her talte han ogsaa om, at Sønnen skulde have kæmpet mod Mørket; men endnu tydeligere traadte hans Længsel frem efter en Bekæmper af Taage og natmørke Skygger i en Julesang, som kom den 24. December. Deri hilste han Jesus næsten som en græsk Hymnedigter kunde have hilst Apollo. Han velsignede ham som Lysbringeren, som 294