Stjernen, der varslede Lys, som Frelseren fra Sorgens Nat. Da steg du af Sky i det glødende Sønder som Haabet forkynder det kommende Gry. Da steg du saa skøn af Skyggernes Rige, at Nat maatte vige for Morgenens Søn. I Begyndelsen af 1852 kom der Meddelelse fra St. Petersborg om, at Universitetets ny Statuter vilde blive overordentlig strenge. Under den almindelige Nedstemthed, som denne Efterretning fremkaldte, offentliggjorde Topelius en Hyldest til Universitetet, som han kaldte Vor eneste Arv. Ogsaa den var en Lyssang. Magt, Glans og Guld ejede Finland ikke, skrev Digteren, dets Dannelses Skat var dets eneste Arvelod. Men ligesom Trolden i gamle Dage vilde spærre Sol og Maane inde i Bjerget, saaledes truede Mørkets Magter nu med at tilintetgøre Lysets finske Vogter, Universitetet. Men det skulde ikke lykkes dem, thi Universitetet var omhegnet af hele Folkets Kærlighed. Dig elske vi med ærligt Mod, du er vort stolteste Klenod, vort hele, vide Land ej bær en Skat saa dyrebar og kær. Du rejste dig af Sorg og Nød som Morgensol af Nat og Død og spreder Lys om Landets Kyst; dets Hjærte banker i dit Bryst. 295