sin Semesterfest den niende November som en formelig Sørgehøjtid. Alles Sind var tungt og beklemt Denne Afdeling havde dog været ligesom Universitetets Hjerte og Sjæl. Der havde de debatteret, sværmet, kæmpet ivrigere end noget andet Sted. Det var ikke til at begribe, hvad der skulde blive af Helsingfors Universitet, naar den österbottniske Afdeling ikke længer eksisterede. Flere af dens tidligere Medlemmer havde indfundet sig, og et Par af disse, Snellman og Cyg-næus, holdt Tale og søgte at opmuntre Kammeraterne til med frisk Mod at se Fremtiden i Møde og gøre det bedst mulige ud af de ny Forhold. For een Gangs Skyld var det dog, som om de udmærkede Taleres Ord faldt døde til Jorden. Da rejste Topelius sig og fremsagde et Digt, en Studentervise. Vi ere Aandens frie Folk, som stolt skal være Lysets Tolk og frejdigt kæmpe for dets Ret til sidste Aandedræt. I Dag den samme som igaar, den samme som om tusind Aar urokket staar vor unge Vagt som selve Lysets Magt. Mens han læste disse af flammende Overbevisning baarne Ord, forplantede hans faste Tro sig til de tilstedeværende. Mismodet veg, Fortrøstning vendte tilbage. Han fortsatte under stigende Begejstring lige til det sidste Vers. Vort Land, indviet til Lysets Pligt, skal vorde stort og ærerigt; 297