vi selv forglemmes skal og dø som Bølgen under 0. Thi Skyggerne forsvinde her, men evig, evig Aanden er, og evig er vor unge Vagt som selve Lysets Magt. Da han tav, var de tilstedeværende løftet op over Øjeblikkets Sorg og Uro. De følte, at Tidens store Gerning gik sin Gang, og hvad betød det da, om de ringe Redskaber, den brugte, gik deres Undergang i Møde ? Denne Selvforsagelsens Stemning skabte en dyb Glæde. Studenternes Fest endte ikke med Sorg, men med nyvakt Haab. Nogle Dage efter oplevede Zachris og hele Helsingfors en virkelig Glædesfest af en meget usædvanlig Art. Der opførtes da paa Teatret for første Gang en lille Opera, der hed Kong Karls Jagt. Librettoen var af Topelius, Musiken af Pacius, og de optrædende var Herrer og Damer af det bedste Selskab i Helsingfors. Emnet var et kongeligt Jagteventyr, der foregik paa Åland, Personlisten bestod af svenske kongelige Personer og Hoffolk samt ålandske Bønder og Fiskere. Det hele var nationalt i en Grad, som man aldrig havde troet mulig. Det blev en uforglemmelig Teateraften. At de spillende var Dilettanter, generede ikke, for de unge Amatører var saa stærkt grebne af deres Opgave : at slaa et Slag for national Kunst, at de mest fremragende Skuespillere næppe kunde have fremkaldt en saadan Stemning. Dette var virkelig en Kunstens muntre Leg, som 298