det altid burde være. Hele Publikum var glødende begejstret. Man følte sig løftet og stolt paa sit Lands Vegne. Og mere end det. Denne fornøjelige lille Forestilling syntes at forvandle alle Tilskuerne til en Flok muntre Børn. De blev glade og gode. De morede sig i al Beskedenhed, de digtede med, udfyldte hvad der manglede og saa alt i Skæret af en tilfredsstillet Fædrelandskærlighed. Denne Teateraften og Festen, der fulgte efter, var en stor Glæde for Zachris. Nu saa han Rosenhaven virkeliggjort, ikke alene i sit eget Hjem, men ude blandt den store Mængde. Saadan skulde Livet være, saadan skulde Menneskene være. Hvor elskværdige de dog kunde blive allesammen, naar deres Hjerter aabnede sig for Digtning og Sang, for den menneskelige Tilværelses Varme og Lys!