Kongen vide, hvem Bertel var, men samtidig forbød han ham nogensinde at gøre ham til Adelsmand. „Anerkend ha;n, gør ham til Kronprins af Sverige," syntes han at ville tilraabe Kongen, „noget ringere kan jeg ikke tage imod." Kongen gjorde imidlertid ikke noget saadant. Han forfremmede Ynglingen til Løjtnant ved Stålhandskes finske Rytteri, og efterat han havde udmærket sig een Gang til ved Erobringen af Würzburg, optog han ham i sin Livvagt. Men ved Indtagelsen af det prægtige Bispeslot, der beherskede Würzburg, var det lykkedes Svenskerne at tage en interessant Person til Fange. Det var en vi dunderlig. dejlig Adelsdame. Regina von Emmeritz var hendes stolte Navn. Hun var opdraget ved sin Slægtning Biskoppens Hof og var en Discipel af Jesuiterne, hadede Protestantismen af sit ganske Hjerte og saa i den kætterske Konge sin Troes farligste Fjende. Hun havde ogsaa svoret ved den hellige Jomfrus Billede at støde Dolken i hans Bryst, saa snart der frembød sig en Lejlighed til det. Hun vilde være den Judith, der overvandt den nordiske Holofernes. Men da den ophidsede unge Kvinde saa Kongen paa nært Hold, da hun blev Vidne til hans Ædelmodighed og Retfærdighed, da rejste der sig en frygtelig Strid i hendes Indre. Hun kunde ikke værge sig imod hans Lykke og hans Trylleri. Hun elskede ham imod sin Vilje. Hun saa ingen anden Udvej til at slippe for at dræbe denne Helt end under en Privataudiens at søge at omvende ham. Men desværre blev det 303