sig selv, at hun maatte skænke ham sin Kærlighed, nu da han havde Ringen i sit Værge. Men en var der, som Ringen ikke magtede at faa Bugt med> og det var den gamle Bondekonge i Storkyro. Da Dattersønnen vendte tilbage med sit Adelsnavn og gift med en udenlandsk Fyrstedatter, befalede Bertila, hvem han endnu ansaa for sin Fader, at han skulde frasige sig Adelskabet; ellers vilde han gøre ham arveløs. Da han negtede dette, erklærede den gamle, at han vilde gøre Bertelskölds tidligere Krigskammerat, Larsson til sin Arving, hvis denne vilde gaa ind paa at blive ved at være Bonde. Ringen fornegtede dog heller ikke ved denne Lejlighed helt sin Kraft. Bertelskölds Moder traadte frem, harmfuld over sin Faders Haard-hed, anerkendte sin Søn, aabenbarede håm hans rette Herkomst, fortalte ham om Ringens Magt og gav ham sin Velsignelse. Bondekongen derimod gav sin Arving sin egen slidte Økse, der skulde bringe ham Lykke, og udslyngede sin Forbandelse over Dattersønnen, som vilde gaa over til den hadede Herremands-klasse. Saaledes udgik der fra Bertila Gaard to Modsætninger: Bonden med Arbejdsøksen og Herremanden med Lykkeringen. Og imellem disse to, sagde man, skulde der herske bitter Strid, lige indtil Elskov engang forenede de to Slægter med hinanden.--- Dette var Indledningen og Begyndelsen til Ringens Historie, men Zachris havde i den mærkelige 306