De nødte ham til at vænne sig til Afveksling, Bevægelighed, Fart. Desuden krævede begge Parter, at hans Stil skulde være saadan, at den kunde forstaas af den jævneste Begavelse. Især lærte den ringe Plads i Bladet ham ikke at lade nogen Linie gaa unyttet til Spilde, hver Sætning maatte have et malende, bærende Indhold. Allermest synes han dog at have lært af sine Eventyr. I den sidste Del af Fyrrerne udgav han flere smaa Eventyrsamlinger, og af dem lærte han at fortælle simpelt og ligefremt. Det er aabenbart, at han egentlig skrev disse Eventyr for at lære de smaa at gøre Verden fornøjelig, smuk og barmhjertig. Hans Eventyrhæfter indeholdt ikke man~ ge af de sædvanlige Eventyr om Trolde. Ingen Helte fik Lov at gaa omkring og slaa en Masse Mennesker ihjel, ingen kløgtige Hoveder kunde narre sig Lykke og Rigdom til. Han fortalte i Reglen om virkelige smaa finske Drenges og Pigers Bedrifter, men han bevarede Eventyrstilen i hele dens skønne Simpelhed, kun med en for ham ejendommelig Tilsætning af Varme og Inderlighed. Det er mere end sandsynligt, at det var ved at skrive disse Eventyr, han kom paa den Tanke, at det store Heltedigt bedst kunde lægges i Munden paa en jævn gammel Mand, der i en Kreds af gode Venner i al Gemytlighed og Fornøjelighed fortalte Ringens vidunderlige Oplevelser. Ligefra Saimaforfølgelsens Tid havde han haft for Skik at underholde sine Læsere ved at optage korte Noveller. Det havde givet ham Øvelse i at 308