sno Intrigens Traade, saa Læserens Spænding blev holdt vedlige til det sidste. Man kunde næsten fristes til at mene, at han drev den Kunst lovlig vidt. Men indtil Aaret 1849 havde disse Noveller ikke faaet Lov at optage ret meget af Bladets Plads. Han havde Brug for den til sine Leopolds-breve, til sine store ledende Artikler, til Litteraturanmeldelser, politiske Strejflys, til Henvendelser til Publikum om Støtte af almennyttige Foretagender, kort sagt til alt det, som et Blad, der vil følge med Tiden, maa indeholde. Men fra dette Aar af blev Presselovene skærpet til det yderste. Nu skulde Regeringen bøde paa alt det, den hidtil havde forsømt, og ikke tillade nogen farlig Tidsaand at komme til Orde. Der blev sat en Stopper for Kritik, Politik, for Nyheder fra Udlandet. Og det var sikkert i Fortvivlelse over at se sig afskaaret fra sit sædvanlige Stof, at Zachris dette Aar i Bladet begyndte at offentliggøre sin første større Novelle, „Den gamle Baron paa Rautakylä." Det var dog endnu ikke Storværket, Epopeen. Endnu var han ikke moden til det. Hvad han nu skrev, var en Karakterstudie. Det er muligt, at Fortællingens Indhold til en vis Grad var paavirket af den senere Tids Begivenheder, af det Indtryk, man i Finland havde af Enevældens ødelæggende Virkninger paa Omgivelserne. Han skildrede den glimrende, fornemme Lykkejæger fra Gustav den tredjes Tid, som i sin Velmagts Dage hensynsløst havde udnyttet 309