alle Muligheder til at opnaa Rigdom, Kongegunst og hvad ellers hans Hjerte begærede, skildrede hvordan Livet formede sig for ham i hans høje Alderdom. Tomhed, Samvittighedsnag, taabelige Lyster, elendig Svaghed, barnagtig Forfængelighed, skammelig Fejghed, Tyranni af Husholdersker, lavttænkende Omgivelser, Vanrøgt og Forfald — alt dette havde han bragt over sit Hoved paa sine gamle Dage; det var den Lykke, han havde vundet ved al sin Brøde. Men hermed var Skikkelsens Muligheder ikke udtømt. Baade i Fortællingen, og, maaske endnu mere, i den Dramatisering, der udkom 1850, var der over den usle, affældige Stakkels personlige Optræden noget af Glansen fra den galante Konges Hof. Gennem al hans Elendighed saa man Glimt af en skøn og forlinet Verden, af let Spøg og udsøgte Manerer. Han vakte derfor ikke alene Foragt, men ogsaa nogen Medynk. Forsøget faldt særdeles godt ud. Man kritiserede ganske vist en Del Overdrivelser i selve Begivenhedernes Gang, men den gamle Barons Karakter var saa godt iagttaget og gennemført, at Bogen nødvendigvis maatte gøre Lykke. Og da Tiderne ikke forandrede sig, men stadig hindrede al alvorlig Bladvirksomhed, saa fortsatte Topelius, som han havde begyndt. Men heller ikke denne Gang fandt han det tjenligt at sende Storværket ud. Nu kom der dog noget, som kunde kaldes en direkte Forløber, en historisk Roman med Titel „Hertuginden af Finland." 310