de da ikke tænke paa at forsørge Hustru og Børn med de Indtægter. Der var ogsaa noget, der hed Anciennetet. Den mistede han, naar han gik om, løs og ledig som nu, og til sidst vilde det blive ganske umuligt for ham at faa noget Embede, fordi alle andre var mere velmeriterede end han. Og der var ogsaa noget, der hed Pension. Det fik han heller ingenting af under de nuværende Forhold. Hvad skulde der blive af ham og Emilie paa deres gamle Dage? Fru Topelius og Vennerne prædikede saa meget og saa længe, at han i Sommeren 1850 virkelig Sfjgte Lektorembedet i Historie i Åbo, som dengang var ledigt. Naturligvis nærede han det hemmelige Haab paa en eller anden Maade at slippe for det, og ganske som for fem Aar siden samlede han sine lyriske Smaastykker og udgav et lille Bind Digte for at se, om det ikke kunde bringe Hjælp. Men af en eller anden Grund havde han undladt at medtage flere af sine bedste og kraftigste Digte, saa han kom ikke til at tage sig rigtigt ud til sin Fordel. Den lille Digtsamling fik derfor omtrent samme Modtagelse som den tidligere. Den hjalp hverken paa hans Affærer eller paa hans Anseelse. De Magter, der styrede hans Skæbne, syntes imidlertid ikke at ønske, at han skulde forlade Hovedstaden. Da Embedet i Åbo i 1851 blev besat, var det ikke ham, men en anden Ansøger, Lektor Renvall i Vasa, der fik det. Men derved blev altsaa Lektoratet i Historie i Vasa ledigt, og Topelius søgte nu det. 317