Nu vrededes Skæbnens Magter over en saadan kortsynet Stædighed. Havde end ikke hans Lyrik gjort synderlig Lykke, saa var jo Hertuginden blevet modtaget saa meget desto bedre baade som Feuilleton og som Bog. Dramatiseringen af „Den gamle Baron" havde gjort overordentlig Lykke. Helsingfors Tidningar voksede i Betydning og Anseelse. Hans egen Sjæls Evner og Rigdom var i bestandig Vækst. Hvad behøvede en Mand som han at tænke paa det daglige Brød? Men da han ikke kunde se, hvor venligt Forsynet to Gange havde afværget Følgerne af hans Taabelighed, saa var der ikke andet at gøre end at lade hans Ønsker gaa i Opfyldelse. Han blev altsaa i December 1851 udnævnt til Lektor i Vasa, men Embedet skulde ikke tiltrædes før i Maj 1853. I Løbet af Aaret 1852 tiltog Folkegunsten og Lykken. Feltskærens første Fortællinger udkom og læstes med aandeløs Spænding. Studentervisen, Efteraarets Afmagt, Kong Karls Jagt vandt ham mange ny Venner. Man regnede ham endnu ikke til de virkelig store Aander. Han var ingen Runeberg, ingen Snellman, ingen Lönnrot, men han var saa underholdende, saa nyttig, saa anvendelig, saa elskværdig, han havde saa let ved at finde Udtryk for det, der laa bundet i Folkets Sjæl, at han virkelig var godt paa Vej til at vinde hele Nationens Kærlighed. Da man havde naaet Aar 1853 og Flytningen var nær forestaaende, begyndte alle Mennesker at tale om, at det var stor Skade, han skulde forlade Helsingfors. Man kunde slet ikke undvære ham. Man 318