begyndte endog at anerkende hans Virksomhed som Redaktør. Hans Børnebladsjournalistik, der engang havde været saa foragtet, fik nu det Lov, at den gjorde uberegnelig Gavn. En Mand som Runeberg skrev til ham, at han paa denne Plads var noget nær uerstattelig. Skæbnens Magter maa have smilet med stille Ironi, da de mærkede hans Savn og hans Anger. For at han endnu klarere skulde bringes til at indse, at han havde taget fejl, skete ogsaa det, at Vasa By Aar 1852 brændte ned til Grunden, saa Gymnasiet for et Par Aar maatte flyttes til Jakobstad, der var omtrent af samme Størrelse som Nykarleby. I Foraaret 1853 gjorde Zachris et Forsøg paa idetmindste at forhale Ulykken. Han skrev til Domkapitlet og bad om Orlov til Efteraaret 1854, hvad der ogsaa blev bevilliget. Saaledes havde han endnu et Par Aar for sig. Han fortsatte Fältskärns berättelser. Han omarbejdede Würzbergepisoden i første Del til et stort Drama, „Regina von Emmeritz". Han arbejdede paa en Læsebog for Drengeskolen. Han fandt i Foraaret og Sommeren en ny Tone paa sin Harpe, idet han da begyndte at skrive sine Sylviaviser, som alle fandt var det mest melodiske, det frieste og mest legende, han endnu havde frembragt. Det blev med eet Ord mere og mere umuligt for ham at opgive dette Liv, hvor han trivedes saa godt, hvor hans Talent blomstrede, hvor han nu mødte Interesse og Anerkendelse i rigeste Maal. Var det ikke ligefrem farligt at flytte? 319