end een Gang havde været med at arrangere den Slags Underholdning. Og det var aldrig faldet ham ind andet, end at den Mand, der sad inde i Stuen og hørte paa den, var skyldig, og at de, der stod ude paa Gaden, var i deres fulde Ret. Kunde det være muligt, at de unge ogsaa nu havde Ret? — I de sidste Dage havde Engelskmændene gjort ny Landgangsforsøg. De havde hjemsøgt Brahestad og Uleåborg, stukket Ild paa Værfterne, hvor der var Skibe paa Stabelen, og ødelagt store Oplag af Tjære og Korn, som altsammen tilhørte private Personer. Og disse Røvertogter skulde man finde sig i, fordi de blev øvet i Frihedens og Kulturens Navn! Var der da ingen, der kunde se, at man kun benyttede sig af den udmærkede Lejlighed til at ødelægge Finlands opblomstrende Handel? Nej, det var der ingen, der kunde se. Hans egne Landsmænd var saa forblindede, at han, der misbilligede Korsarbedrifterne, han blev trakteret med Kattemusik. Han blev mere og mere ophidset, Støjen virkede paa hans Nerver, og han overdrev Betydningen af Studenternes Optræden. Han begyndte at tro, at Hadet til Rusland, Haabet om Befrielse var stærkere hos Ungdommen, ja, hos hele Befolkningen, end han nogensinde havde anet. Naar man paa denne Maade tog Parti for England, da var man sikkert rede til at gøre Oprør og i blind Tillid til Vestmagternes Løfter stille sig paa deres Side. Men han saa ogsaa klart, at Ruslands Time