endnu ikke var kommet. Et Oprør nu, det vilde ikke føre til andet, end at Finland blev straffet og ødelagt som Polen. Han saa Landet fuldt af Galger. Han saa Ejendom konfiskeret. Han saa alle Rettigheder tabt. Han saa Finland indlemmet i det russiske Rige, forvandlet til et elendigt styret, forarmet og forsømt Guvernement. Han saa alt Haab slukt for lange Tider, han stirrede ind i en grænseløs Ulykke. Men truede alt dette, saa trængte man nu til en Mand, der tog en Byrde paa sig, tung som Døden, for at frelse sit Folk. Een Mand maatte tale Advarslens Ord til sine Landsmænd, een Mand maatte vise dem, hvor falsk den Ven var, som nu vilde lokke dem. Og blev den Mand derfor foragtet og forfulgt, blev han behandlet som en købt Forræder, saa maatte han finde sig i det. I Tider som disse var det nødvendigt, at een Mand ofrede sig for Folket. III De, som i denne Tid traf Zachris Topelius, kunde ikke undgaa at lægge Mærke til, at hans Blik havde stærkere Glans, at han bar sit Hoved højere end ellers. Og de undrede sig, thi de vidste, at havde de været i hans Sted, vilde de ikke have vist sig paa Helsingfors Gader. Folk, som han før havde staaet i et venskabeligt Forhold til, saa til den anden Side naar de mødte ham, og lod være at hilse. Ikke de virkelige, nære Venner, men utallige andre. Zachris 331