der var havde ovenikøbet været meget mutte og tvære, ligesom for at vise at de kun kom til den berygtede Professors Forelæsninger, fordi de nødvendigvis skulde have de Kundskaber. Imidlertid talte han en Time om österbotten, og da han kom ind paa dette elskede Emne, blev han revet med af Minder og Syner; han talte livligt, stemningsfuldt næsten imod sin Vilje. Da Forelæsningen var til Ende, syntes han nok, han sporede en vis Bevægelse blandt de unge, men troede alligevel, det maatte være en Fejltagelse. Da han næste Gang gik op paa Katedret, var imidlertid Auditoriet fuldt af Tilhørere, og man ønskede at høre hans Forelæsning om österbotten een Gang til. Det var en stor Fremgang, og den varede. Han havde nu en talrig og taknemlig Tilhørerkreds ved alle sine Forelæsninger. Han mærkede, at de allesammen lidt efter lidt fik noget tilovers for ham. De mente som von Essen, at han havde haft Uret, men de vilde ikke tro, at han var købt. Og naturligvis var dette et stort Fremskridt i Sammenligning med Tilstanden om Sommeren. Dette Efteraar fik han ogsaa en anden stor Hjælp. I November udsendte han tredje Bind af " Ljungblommor med Sylvia-Viserne, En lille Dreng, Studentervisen og adskilligt andet. Og denne Gang slog han igennem. Alle Kritiker talte om ham som en Digter af første Rang, og Publikum syntes at være af samme Mening. De smaa Digte talte ogsaa til Læserens Hjerte og bar Vidne om, at den, der skrev saaledes, han kunde blive en Martyr for sit Land, men han kunde vanskelig 342